15/5 dagen før dagen
Åh hvor er jeg bare træt. Men efter i morgen skal jeg bare hvile, hvile, hvile. I går havde jeg det så dårligt. Jeg skulle have bagt, men det må så blive i dag. Når nok også lige det sidste. Men jeg glæder mig rigtig meget til i morgen, og håber vi får en rigtig god dag. Mikkel glæder sig også rigtig meget.
I mandags fik vi endnu engang bekræftet, hvor skrøbeligt livet er. En af vores venner blev indlagt med en blodprop, 43 år gammel. Det er bare så synd for ham, og for familien. Men han har en stærk familie, så de skal nok klare det. Vi tænker rigtig meget på dem. Og håber det aller bedste. Heldigvis ser det ud til, at det går meget bedre allerede.
Jeg er jo også igen blevet bekræftet i, at man bare skal række ud, så har jeg så mange venner, og familie, som gerne vil hjælpe os. Det er så dejligt. Og jeg vil gerne herigennem, sige tak til jer. Fordi I er som I er. Kæmpe knus og kys.
Desværre må vi undvære farmor og farfar i morgen. Men ingen er jo herre over sygdom. Og vi håber bare, at de bliver friske igen. Vores tanker vil være hos dem i morgen, og de vil være savnet. Kæmpe knus til dem også.
I tirsdags ringede jeg til Otto på Riget, jeg ville jo gerne lige selv snakke med ham. Men jeg er faktisk glad for, at det var Christian, der snakkede med ham, og fik fortalt ham, hvor dårligt jeg har det.
Men jeg fik så at vide, at der ingen vej tilbage er, jeg skal transplanteres. Jeg har en smule skrumpelever, en smule vand i leveren og i nogle af mine galdeveje er der dannet arvæv. Så træls. Og jeg bliver faktisk temmelig ked af det, når jeg tænker på det. Og også gal, fordi jeg skal igennem alt det igen. Har jo endelig fået min krop igen, ja sådan nogenlunde da. Frygter så meget, når mit ansigt igen skal være kuglerundt af prednisolon.
Nå, op på hesten igen, som man siger. Det skal jeg bare. Hvis så bare det bliver bedre. Så må det være sådan.
Heldigvis sker her også en masse positive ting. Cecilie fik sin sidste danskaflevering tilbage i tirsdags. Hun fik 12. Helt vildt som hun kan. Men det bedste var næsten kommentaren fra hendes lærer. Han ville sådan komme til at savne hendes afleveringer. Det er flotte ord, synes jeg. Og i går fik hun de sidste årskarakterer. Hun var steget i næsten dem alle sammen. Behøver jeg skrive, at hun har en stolt mor ? !
Jeg får nok ikke lige skrevet de næste par dage. Så vi ses.
I mandags fik vi endnu engang bekræftet, hvor skrøbeligt livet er. En af vores venner blev indlagt med en blodprop, 43 år gammel. Det er bare så synd for ham, og for familien. Men han har en stærk familie, så de skal nok klare det. Vi tænker rigtig meget på dem. Og håber det aller bedste. Heldigvis ser det ud til, at det går meget bedre allerede.
Jeg er jo også igen blevet bekræftet i, at man bare skal række ud, så har jeg så mange venner, og familie, som gerne vil hjælpe os. Det er så dejligt. Og jeg vil gerne herigennem, sige tak til jer. Fordi I er som I er. Kæmpe knus og kys.
Desværre må vi undvære farmor og farfar i morgen. Men ingen er jo herre over sygdom. Og vi håber bare, at de bliver friske igen. Vores tanker vil være hos dem i morgen, og de vil være savnet. Kæmpe knus til dem også.
I tirsdags ringede jeg til Otto på Riget, jeg ville jo gerne lige selv snakke med ham. Men jeg er faktisk glad for, at det var Christian, der snakkede med ham, og fik fortalt ham, hvor dårligt jeg har det.
Men jeg fik så at vide, at der ingen vej tilbage er, jeg skal transplanteres. Jeg har en smule skrumpelever, en smule vand i leveren og i nogle af mine galdeveje er der dannet arvæv. Så træls. Og jeg bliver faktisk temmelig ked af det, når jeg tænker på det. Og også gal, fordi jeg skal igennem alt det igen. Har jo endelig fået min krop igen, ja sådan nogenlunde da. Frygter så meget, når mit ansigt igen skal være kuglerundt af prednisolon.
Nå, op på hesten igen, som man siger. Det skal jeg bare. Hvis så bare det bliver bedre. Så må det være sådan.
Heldigvis sker her også en masse positive ting. Cecilie fik sin sidste danskaflevering tilbage i tirsdags. Hun fik 12. Helt vildt som hun kan. Men det bedste var næsten kommentaren fra hendes lærer. Han ville sådan komme til at savne hendes afleveringer. Det er flotte ord, synes jeg. Og i går fik hun de sidste årskarakterer. Hun var steget i næsten dem alle sammen. Behøver jeg skrive, at hun har en stolt mor ? !
Jeg får nok ikke lige skrevet de næste par dage. Så vi ses.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar