Gamle indlæg 2017

Jeg vil så gerne livet nu

Alt den tid jeg har været syg, det helvede jeg har været igennem. Har jeg hele tiden haft et bestemt billed inde i mit hoved. Jeg står med armene over hovedet, og siger : yes jeg er rask igen. Jeg har hele tiden tænkt at det var noget jeg skulle igennem, og så ville livet komme til mig igen. Jeg skulle være frisk, jeg skulle på arbejde igen, jeg skulle have mit sociale liv tilbage.

2 skridt frem og et tilbage. Som syg er man nederst i fødekæden / hierakiet.

Jeg skal være taknemmelig for at jeg er blevet opereret, at jeg overlevede. Men jeg har mistet utrolig meget, og bærer en stor sorg. Jeg skal finde en ny måde at leve på.

jeg har desværre mistet troen på andre. Det er faktisk det værste.

I efteråret 2004 fik jeg det pludselig virkelig dårligt, var utroligt træt, havde rigtig meget kvalme og tabte mig en del. Til sidst gik jeg så til lægen, og hun var heldigvis, som hun stadig er, meget opmærksom. Jeg fik taget en del blodprøver, og det viste sig, at især mine levertal var skæve. Men når ens levertal er skæve kan det være tegn på utroligt mange ting. Så jeg blev først sendt til undersøgelse på

Når man begynder at tænke for meget over, hvad andre vil tænke om det man skriver er det på tide at holde op.

 

Om at være en helt.

Jeg tillader mig at skrive dette indlæg her på Leverforeningens facebookside.  Og hvis I ikke synes det er ok, kan I jo bare slette det: Jeg har jo delt min blog mange gange her på siden, og var så naiv at tro, at det ikke stødte nogen. Men I går blev jeg simpelthen svinet til på det groveste, personen troede så åbenbart, at han kunne bruge en smiley til sidst, og så var det vel ok, men jeg blev faktisk rigtig ked af det. Og det er desværre ikke første gang jeg oplever dette. Hvorfor tror I, at det er ok at skrive sådan ? Kunne det ikke gøres på en pænere måde ? Åbenbart ikke. Vedkommende mente, at min blog er meget forfærdelig, og at jeg ikke skulle dele den herinde mere, og at det var han ikke alene om.  Og ja jeg har været igennem mange ting, og er kommet igennem ved at skrive det, og i min naive tro, tænkte jeg, at det måske kunne hjælpe andre, at læse om det, så de måske ikke følte sig så alene, som jeg har gjort. Jeg har slettet alle mine indlæg her på siden, nok lidt barnligt af mig, men sådan er det. Jeg vil dog ikke lade mig kue til ikke at skrive på min blog, for det er dog min egen. Jeg nægter at tie, bare fordi jeg ikke er skoleeksemplet på en perfekt transplantation. Det at blive transplanteret er helt fantastisk, og vi er alle så taknemmelige for at nogle vil donere et organ til os. Det er bare ikke os alle, der har en lige nem operation, og det er heller ikke os alle, der er så heldige at vi kan gå på arbejde kort efter, nogle af os kæmper i årevis med diverse komplikationer, fyring, og tab af venner osv. og det er virkelig hårdt. Jeg oplever ofte, og det er ikke kun her på siden, men med alvorlige sygdomme generelt, at man er en helt og får kæmpe respekt, hvis man bliver hurtigt rask, og kan det hele igen. Men hvad med de mennesker, som helt uforskyldt bliver ved med at være syge, får alle mulige komplikationer osv. de er faktisk i mine øjne endnu større helte, da de formår, at kæmpe sig igennem og blive ved med at kæmpe. Jeg går ud fra at indlægget bliver slettet senere, og det er ok. God søndag

De psykiske senfølger kan handle om eksistentielle spørgsmål som: ”Hvorfor ramte kræften lige mig”, og ”Er det min egen skyld”. Både kræftoverleveren og omgivelserne oplever ofte angst for et tilbagefald, fysiske og psykiske følger kan give problemer med seksuallivet og i det hele taget problemer med samlivet og med arbejdslivet, fordi mange kræftpatienter får en anden selvopfattelse end den, de havde inden kræftsygdommen. Man regner således med, at omkring hver femte kræftpatient inden for de første fem år får en alvorlig depressiv periode.