Søg i denne blog

lørdag den 26. august 2017

Jeg skriver ellers ikke på min blog længere, men dette budskab er så vigtigt for mig, at få ud, så der kommer lige et indlæg.
D. 8. august mistedet vi vores elskede hund, Alma. Hun blev kun 1 1/2 år. Hun var virkelig vores allesammens solstråle. Hun kom ind i familien på et tidspunkt, hvor vi virkelig trængte til opmuntring. Og det kunne hun i den grad give os. Hun var en rigtig puttehund, og det var jo rigtig godt for mig, da jeg jo hviler mig en del. Og psykisk var hun bare, den bedste medicin. Jeg har jo fået PTSD efter alt det jeg har oplevet. Så det er ikke nemt i hverdagen, heller ikke for min familie. Vi har oplevet alt for meget skidt i alt for mange år. Det har været rigtig hårdt for os alle. Hun var en kæmpe gave. Hun havde det virkelig skidt, når hun var i løbetid, og første gang hun var i løbetid, var hun falsk drægtig. Og fik medicin for dette. Dyrlægen i Assens sagde så til os, at hvis hun fik det en gang mere, var der stor chance for, at hun kunne få livmoderhalskræft. Og det ville vi jo for alt i verden undgå. Så vi valgte, at få hende steriliseret. Desuden havde vi læst, at en sterilisation ville have så mange gavnlige effekter på hende. Så vi var ikke i tvivl, og regnede ikke operationen for noget særligt. Mandag d. 7. august blev hun så steriliseret. Da vi kom hjem med hende, havde hun meget hurtig vejrtrækning, men vi tænkte, at hun jo nok havde mange smerter, hun ømmede sig, også meget, når vi bar hende. Da vejrtrækningen stadig var hurtig om aftenen, ringede vi til Dyrlægevagten, som sagde, at det var helt normalt, og vi kunne give hende , noget smertestillende til natten, hvis det fortsatte. Og det gjorde det. Om morgenen var det stadig lige slemt, og hun havde hverken spist eller drukket, siden hun kom hjem. Så jeg ringede til dyrlægen, og fik at vide, at de gerne ville se hende. kl. 10.20. Da vi kom derned, undersøgte de hende, og kunne konstatere, at hun ikke havde infektion i såret og maven føltes ok. Men han mente, at hun havde luftvejsinfektion, så han ville gerne beholde hende, for at give hende ilt og antibiotika. kl. 14.30 ringede de, og sagde, at hun havde det lidt bedre, og at hun både havde spist og drukket. Hun havde fået noget næseblod, men det var ikke noget særligt. Vi kunne hente hende kl. 16.30. Vi glædede og rigtig meget til at hente hende, hun var så savnet. Cecilie og jeg kørte ned for at hente hende, og da vi kom fik vi at vide, at der var en del blod i buret, men det skulle vi ikke tage os af, da meget af det var sekret, så det så værre ud end det var. Da vi kom derind, blev vi noget forskrækkede, da det så ret voldsomt ud. Der var blod overalt i buret, og Alma blødte ret meget. Men vi var jo blevet forberedt, så vi tænkte det ikke var så alvorligt. Vi fik at vide, at de ikke vidste, hvor blødningen kom fra, det kunne være fra lungerne, pga af infektionen, eller måske fra næsen. Men at de havde haft flere hunde, med næseblod, og det gik over i løbet af et par dage. Det mest irriterende ville være, at blodet kom på møblerne. Hun havde lige fået noget morfin, så hun var temmelig sløv, og jeg spurgte, om det ikke gik ud over hendes vejrtrækning, da jeg jo ved, at det gør det. Men fik at vide, at det gjorde det ikke, kun i forbindelse med operationen. Noget værre vrøvl. Men jeg var så dum, at jeg troede, han vidste, hvad han gjorde. Vi fik hende med hjem. Og var kun lige kommet hjem og Cecilie og Mikkel sad med hende, da Cecilie råber, at hun ikke trækker vejret. Christian går ude i haven, og han kommer løbende ind, og begynder at give hende kunstigt åndedræt, og vi løber ud i bilen, jeg kører så hurtigt jeg kan, og Christian fortsætter med kunstigt åndedræt og hjertemassage. Cecilie ringer til dyrlægen, og siger vi er på vej, da vi kommer derind, giver de hende en sprøjte ( formentligt adrenalin) og prøver også at genoplive hende, men desværre er det for sent. Hun er væk........ Christians ansigt er fuldstændig smurt ind i blod, og vi er alle 3 helt ude af den. ( Mikkel kom ikke med i farten, så han er alene hjemme). Vi får hende med hjem i et tæppe. Mikkel ringer og ringer, men jeg siger, at han ikke skal have besked i telefonen, men til sidst er vi nødt til at sige det, vi er næsten hjemme. Han skriger bare : nej, nej, nej....Og smider telefonen. Det var SÅ FORFÆRDELIGT..... De næste dage var vi fuldstændig ved siden af os selv alle sammen, der var så tomt, og vi savnede hende skrækkeligt. Det gør vi stadig..... Jeg skriver ikke dette for at hænge nogen ud, men på den anden side, synes jeg ikke de levede op til deres ansvar. Hun havde åbenbart blød siden klokken 12, så vi kan ikke forstå, at man ikke har fundet ud af, hvorfor hun blødte, og hvis de ikke kunne finde ud af det, skulle de have sendt hende på dyrehospital, så andre kunne tage over. Jeg er også virkelig i tvivl, om det var forsvarligt, at give hende morfin, når hendes vejrtrækning var så dårlig....Vi har skrevet til dem, og venter stadig på svar. Vi savner hende hver eneste dag. Vores lille solstråle, hun var den perfekte hund for os. Gav os så meget. KÆMPE KÆMPE KYS TIL HENDE...<3 <3 <3 ( Jeg sidder her med tårer i øjnene, det er alt for hårdt, at skrive om ) <3 <3 <3